Karen Ellemann henter spindoktor hos landbruget
Som den sidste minister i rækken har Karen Ellemann ansat en særlig rådgiver.
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) har fået en række ansvarsområder fra blandt andet det tidligere Økonomi- og Indenrigsministerium og det tidligere ministerium for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) har fået en række ansvarsområder fra blandt andet det tidligere Økonomi- og Indenrigsministerium og det tidligere ministerium for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold. Foto: Steen Evald/free


Det bliver den tidligere chef for Venstres Politisk-Økonomiske sekretariat, Søren Mejrup Jensen, der bliver ny særlig rådgiver, også kaldet spindoktor, for social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V).

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Dermed er der sat navn på samtlige den nye regerings spindoktorer. Kun kulturminister Bertel Haarder (V) har valgt at klare sig uden særlig rådgiver.

Søren Mejrup Jensen kommer fra en stilling som chefkonsulent i landbrugets interesseorganisation Landbrug & Fødevarer og er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.

Karen Ellemann vil bruge sin særlige rådgiver til politisk sparring og strategisk planlægning af den fremtidige indsats på social- og indenrigsområdet, fremgår det af meddelelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.