Kardashian-familiemedlem overvejede selvmord
Bruce Jenner blev sidste år til Caitlyn Jenner, og i et interview fortæller hun, hvordan hun overvejede at tage sit eget liv undervejs.
Caitlyn Jenner blev sidste sommer skabt, da OL-guldvinderen Bruce Jenner undergik en kønsskifteoperation. Nu fortæller hun, hvordan hun undervejs overvejede selvmord.
Caitlyn Jenner blev sidste sommer skabt, da OL-guldvinderen Bruce Jenner undergik en kønsskifteoperation. Nu fortæller hun, hvordan hun undervejs overvejede selvmord. Foto: Richard Shotwell/Polfoto


Da Caitlyn Jenner sidste sommer trådte frem og ind i mediernes søgelys, kom det som en overraskelse for mange, at den tidligere OL-guldvinder havde undergået en kønsskifteoperation. Også selv om den tidligere olympiske atlet var, og stadig er, under konstant mediebevågenhed.

Netop denne mediebevågenhed var skyld i, at Caitlyn Jenner, der dengang stadig bar navnet Bruce Jenner, kort overvejede selvmord, siger hun til programmet "Any Given Wednesday". Det skriver mediet The Hollywood Reporter.

Realitystjernen fortæller, at hun under sin transformation en dag var på vej ud fra sin læges kontor, hvor hun havde fået sit adamsæble opereret. Her fangede en paparazzi et billede af hende, før det overhovedet var kommet frem i medierne, at Bruce Jenner ville skifte køn og fremadrettet leve som Caitlyn Jenner.

Dette fik ifølge Caitlyn Jenner hende til at ramme det ultimative lavpunkt undervejs i hele transformation.

- Jeg kunne ikke sove den nat. Jeg var oppe til klokken tre om natten og gik bare rundt i huset, mens jeg tænkte "åh nej, alt det her møg kommer ud i morgen, og det kommer til at være forfærdeligt". Jeg sagde til mig selv, at den nemmeste måde at klare det her på, ville være at gå ind i det andet værelse, hvor jeg har en pistol og bare slutte det hele lige nu og her, fortæller Caitlyn Jenner og fortsætter:

- Det er den nemmeste udvej. Ikke mere smerte. Ikke mere noget som helst. Jeg behøver ikke at håndtere sladderpressen mere. Jeg behøver ikke at håndtere noget af det her. Det var nok det længst nede, jeg nogensinde har været, uddyber Caitlyn Jenner om sine tanker fra den aften.

Caitlyn Jenner er en af de mest berømte transkvinder, der har talt åben om sin transformation. Hun startede sin karriere som guldvinder i mændenes tikamp til OL i 1972. Siden hen er hun blevet kendt for sin deltagelse i det amerikanske realityprogram om sin familie, "Keeping Up With The Kardashians", og efterfølgende har hun lavet sin egen spin-off serie "I Am Cait".

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.