Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 10:02
Det har været undervejs et stykke tid, og tirsdag er rederiet Esvagt, der har været ejet 75 procent af A.P. Møller-Mærsk, endelig blevet solgt.
Køberne er kapitalfondene 3i Infrastucture og AMP Capital, oplyser A.P. Møller-Mærsk i en pressemeddelelse.
Ifølge det lyseblå konglomerat løber salget til de to kapitalfonde op i en samlet pris på 610 millioner dollar - svarende til 4,1 milliarder kroner.
Ud over at Esvagt har været ejet 75 procent af A.P. Møller-Mærsk, har 25 procent af rederiet været ejet af en række mindretalsaktionærer samlet i selskabet ESE-Holding.
Rederiet Esvagt, der står for rednings-, vagt-, sikkerhedstjenester på offshoreområdet i Nordsøen og Barentshavet, har sit hovedkvarter i Esbjerg.
Selskabet har opereret siden 1981 og har i øjeblikket mere end 800 medarbejdere samt en flåde på 43 fartøjer.
Esbjerg-virksomheden har længe været rygtet til salg. Tilbage i marts erfarede Berlingske således, at A.P. Møller-Mærsk var i gang med at forberede et salg af selskabet.
/ritzau/