Kapitalfond begræder OW Bunker-kaos
En af aktionærerne bag OW Bunker havde ingen fornemmelse af, at noget var helt galt i brændstofselskabet.
En af aktionærerne bag OW Bunker havde ingen fornemmelse af, at noget var helt galt i brændstofselskabet.
En af aktionærerne bag OW Bunker havde ingen fornemmelse af, at noget var helt galt i brændstofselskabet. Foto: Krediteres 'Copyright OW Bunker AS'/free


Det kommer som et kæmpe chok for kapitalfonden Altor, at den nordjyske virksomhed OW Bunker pludselig er på randen af konkurs efter enorme tab på eksisterende kontrakter kombineret med omfattende svindel i et datterselskab.

Det siger Søren Johansen, der er partner i Altor og næstformand for bestyrelsen i OW Bunker.

Altor ejer 35 procent af aktierne i brændstofselskabet, der blev noteret på fondsbørsen i København tidligere i år.

- Lige nu er situationen forfærdelig for alle involverede, og det er den også for os. Som aktionær må man jo bare sige, at det er dybt foruroligende, hvordan situationen i et selskab kan udvikle sig på den her måde i løbet af - ja nærmest timer, siger Søren Johansen til Ritzau Finans.

OW Bunker har opdaget omfattende svindel i et datterselskab i Singapore for 125 millioner dollar samt nye urealiserede kæmpetab på eksisterende kontrakter på yderligere estimeret 150 millioner dollar.

Ud over den omfattende svindel - der kommer helt bag på Søren Johansen - har han også svært ved at gennemskue, hvordan det pludselig kunne gå så galt med kontrakterne.

- Bestyrelsen har både før og efter børsnoteringen haft de samme risikostyringspolitikker gældende. Og selskabets resultater, herunder hvad angår risikostyringen, har ikke givet anledning til tab, der bare tilnærmer sig den her karakter, siger partneren.

- Derfor handler det om at få undersøgt til bunds, hvad i alverden der egentlig er sket. Hvis man ser på historien, er det helt ekstraordinært, hvad der foregår her i september og oktober, siger Søren Johansen.

Bestyrelsen prøver nu at finde ud af, om det kan lade sig gøre at redde, hvad Søren Johansen betegner som en sund virksomhed i den underliggende forretning, men der er en helt reel risiko for, at selskabet går konkurs.

- Det vil betyde et meget væsentligt tab for os, fastslår Søren Johansen overfor Ritzau Finans.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.