Kaos i Kastrup: Passagerer sendt hjem uden bagage
Problemer med bagageudleveringen har givet flere rejsende en kedelig slutning på ferien.
Der har været problemer med at få bagagens med hjem fra Københavns Lufthavn onsdag aften.
Der har været problemer med at få bagagens med hjem fra Københavns Lufthavn onsdag aften. Foto: Københavns Lufthavne/Free


Københavns Lufthavn har onsdag aften oplevet store problemer med at udlevere bagage til flypassagerer.

Forsinkelserne var på et tidspunkt så store, at flere passagerer fik besked på, at de kunne tage hjem uden bagage og få den eftersendt. Det oplyser lufthavnen selv.

- Vi har siden klokken cirka 19:00 i aften haft en uregelmæssig drift på vores bagageanlæg. Det betyder, at bagageudleveringen er meget ustabil, fortæller pressechef i Københavns Lufthavne, Kasper Hyllested.

Det står ikke klart, hvor mange passagerer, der er berørt, men onsdag er en stor rejsedag for lufthavnen, oplyser Kasper Hyllested.

- Der står rigtig mange derude. Vi er meget kede af det her. Desværre er det en kortslutning, der har påvirket en stor del af bagageudleveringen, siger han.

Omkring klokken 21:45 er det lykkedes lufthavnen at få bagageudleveringen op at køre igen. Der har dog samlet sig en del bagage, som lufthavnen ikke har haft mulighed for at udlevere.

- Der ligger en del bagage hobet op herude, siger Kasper Hyllested.

Det står ikke klart, hvornår bagageudleveringen igen vil være normal.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.