Kantspilleren Stephan Petersen og AGF er blevet enige om en forlængelse af den nuværende aftale, så den løber frem til sommeren 2016.
- Jeg er rigtig glad for, at det er faldet på plads, for det er i AGF, jeg rigtig gerne vil være. Der har selvfølgelig været op- og nedture, men jeg elsker at være i klubben, og jeg har det godt i byen.
- Det betyder også meget, at den offensive fodbold, Morten Wieghorst står for, passer godt til mig. Han er god til at forklare, hvordan han gerne vil have, at vi skal spille, og det nyder jeg godt af, siger Stephan Petersen i en pressemeddelelse.
29-årige Petersen og resten af AGF-truppen er seks point fra de to oprykningspladser i den næstbedste række, men Lyngby eller AGF skal indhentes og overhales, så oprykningen til Alka Superligaen kommer i hus allerede til sommer.
- Jeg er kommet i den alder, hvor jeg skal gå forrest og tage et større ansvar. Det er jeg også parat til, og jeg vil gøre alt for, at vi hurtigst muligt rykker op, og det skal være til sommer, siger Stephan Petersen.
Sportschefen i AGF er glad for forlængelsen.
- Det er altid et godt signal, når en spiller forlænger sin aftale. Det viser, at han tror på det, klubben har gang i og på den vej, vi i fællesskab skal gå, siger Jens Andersson.
/ritzau/