I 2006 dukkede østrigske Natascha Kampusch op efter otte års tilfangetagen. Nu fortæller hun til metroxpress, at det var livsnødvendigt for hende at vide, at familien og lokalsamfundet stadig ledte efter hende.
- Det var nok vigtigt for min overlevelse at vide, at min familie stadig var derude, siger Natascha Kampusch til metroxpress.
Derfor opfordrer hun nu det danske politi til ikke at opgive håbet om at finde 18-årige Emilie Meng, der ikke er blevet set i over tre måneder.
- Det er vigtigt, at man ikke stopper eftersøgningen. At man på ingen måde stopper efterforskningen. At man ikke går ud og erklærer hende død, men gør alt, hvad der står i ens magt for at finde hende.
Natascha Kampusch blev holdt fanget i en kælder af den 26 år ældre mand Wolfgang Priklopil. Under tilfangetagelsen blev hun undervist af Wolfgang Priklopil, der gav hende bøger, men hun har også senere udtalt, at han adskillige gange voldtog hende. Hun var indespærret fra 1998 til 2006, hvor det lykkedes hende at slippe fri og flygte.
Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har tidligere haft en teori om, at Emilie Meng er blevet kidnappet og holdes fanget. I øjeblikket er der dog ikke nogle spor, der tyder på, at det skulle være tilfældet.