Kampfly spreder død og ødelæggelse på syrisk markedsplads
Angreb mod marked i Idlib har kostet mindst 58 livet, og det tal kan stige yderligere, oplyser observatører.
En markedsplads i den syriske by Idlib var lørdag mål for uidentificerede kampflys bombeangreb. Mindst 25 er dræbt ifølge redningsarbejdere.
En markedsplads i den syriske by Idlib var lørdag mål for uidentificerede kampflys bombeangreb. Mindst 25 er dræbt ifølge redningsarbejdere. Foto: Ammar Abdullah/Reuters


Uidentificerede kampfly har lørdag bombet en markedsplads i den syriske by Idlib, der kontrolleres af oprørere.

Midt på dagen var meldingen, at mindst 25 var blevet dræbt, men sent lørdag er det tal ifølge observatørgruppe mere end fordoblet.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR) er der nu mindst 58 dræbte i angrebet, og det tal kan stige yderligere, advarer gruppen, der baserer sine oplysninger på et netværk af kilder i Syrien.

Der er mindst 13 børn og 13 kvinder blandt de dræbte. Adskillige er desuden såret, rapporterer nyhedsbureauet Reuters.

Redningshold er fortsat i gang med eftersøgning og evakuering af overlevende fra murbrokkerne, fortæller to medlemmer af civilforsvaret.

De kilder, som nyhedsbureauet Reuters har været i kontakt med, mener, at russiske fly stod bag angrebet. Den antagelse baserer de på flyvehøjden.

Ifølge Reuters flyver de russiske fly højt på himlen under deres missioner i Syrien.

Nogle af de dræbte skal ifølge SOHR været brændt til ukendelighed. Derfor er det ifølge netværket svært at sige, om de dræbte er civile.

En fotograf fra det franske nyhedsbureau AFP fortæller, at mænd i sandaler og tøfler gik rundt i murbrokkerne og hjalp med evakuering.

Rusland og USA blev natten til lørdag enige om en fredsplan for Syrien. Den har Syriens regering lørdag eftermiddag ifølge statsmediet Sana godkendt - i hvert fald de første skridt af planen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.