Kampen mod IS kan vare en generation
Bekæmpelsen af Islamisk Stat er en kamp mod en hel ideologi, mener australsk udenrigsminister.
En irakisk soldat i forsøget på at bekæmpe Islamisk Stat. Ifølge Australiens udenrigsminister er det en kamp, der kan vare ved en hel generation.
En irakisk soldat i forsøget på at bekæmpe Islamisk Stat. Ifølge Australiens udenrigsminister er det en kamp, der kan vare ved en hel generation. Foto: Khalid Mohammed/AP


Islamisk Stat (IS) og den ekstremistiske gruppes tilhængere bliver ikke nedkæmpet sådan lige over natten.

Det kan vare lang tid - muligvis en hel generation - før IS er endelig besejret, mener Australiens udenrigsminister, Julie Bishop.

Hun siger, at den globale terrortrussel holder hende "vågen om natten" og opfordrer til en stærk modfortælling til de budskaber om had og splittelse, som voldelige ekstremister ifølge hende er med til at sprede.

- Det er vigtigt at understrege, at dette ikke må beskrives som en kamp, der kan vindes på fjerntliggende slagmarker. Dette er en kamp mod en ondsindet idé, et koncept, en ideologi, siger Julie Bishop i en tale i Australiens hovedstad, Canberra.

- Vi har intet andet valg end at tage del i kampen mod ekstremismen i alle dens former, både ude og hjemme. Dette vil tage år, årtier, potentielt en generation at løse, mener udenrigsministeren.

Hun sammenligner IS - også kendt under navnet Daesh - med Adolf Hitlers mål om at skabe en ny verdensorden.

- Daesh forsøger at efterligne denne tilgang ved at udråbe et kalifat og påstå at ville etablere en "ren" regeringsform, der skal tiltrække fanatiske tilhængere, der er villige til at dø for deres sag, siger Julie Bishop.

Australien, Danmark og andre vestlige lande forsøger at håndtere, at hundredvis af deres statsborgere rejser til Syrien og Irak for at kæmpe side om side med IS-krigere. Mindst 90 australiere menes at være rejst til konfliktzonen.

Julie Bishop forstår ikke, hvad der får unge mænd til at støtte en bevægelse, der ønsker "at føre verden tilbage til en mørk tidsalder".

- Det er endnu sværere at forklare, hvorfor unge kvinder får lyst til at tilslutte sig en organisation, der er notorisk kendt for sin nedladende behandling af kvinder og piger, lyder det fra Bishop.

Australien har for nylig skærpet sin lovgivning om terrorbekæmpelse. Myndighederne har ifølge de nye regler nu ret til at forhindre borgere i at flyve til konfliktramte lande som Syrien eller Irak.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.