28 soldater, der er loyale over for Libyens nye regering, meldes dræbt i kampe mod Islamisk Stat søndag i byen Sirte.
180 andre er såret.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der søndag aften citerer oplysninger fra lokale hospitaler.
Soldaterne trængte ind i de sidste områder af kystbyen Sirte, som den militante gruppe Islamisk Stat kontrollerer, siger en talsmand for de regeringstro styrker.
- Det endelige slag om Sirte er i gang, siger talsmanden, Reda Issa.
Omkring tusind soldater deltager i kampene, tilføjer han.
Gennem de seneste par måneder har de regeringstro styrker kæmpet mod Islamisk Stat om kontrollen med den strategisk vigtige kystby, som den militante gruppe indtog i juni 2015.
Byen har med sit havneanlæg været vigtig for den yderliggående gruppe.
I juni i år rykkede soldater, der er loyale over for Libyens FN-støttede samlingsregering, ind i byen og erobrede tidligere i august Islamisk Stats hovedkvarter.
Samlet set har kampene kostet knap 400 regeringsloyale soldater livet, oplyser sygehuskilder i byen.
De regeringstro styrker oplyser på Facebook, at offensiven mod de sidste lommer, hvor Islamisk Stat-krigerne har forskanset sig, skete med opbakning fra kampfly, der har bombet mål i byen i løbet af natten.
Siden soldaterne rykkede ind i byen for et par måneder siden, har de været udsat for angreb fra snigskytter, selvmordsbomber og miner, der er skjult rundt om i byen.
/ritzau/AFP