AC Milans brasilianske fodboldspiller Kaka takker nej til Manchester City, som ellers var klar til at købe angriberen for et svimlende højt beløb på knap en milliard kroner.
Til den italienske klubs egen tv-station siger Kaka, at han har fulgt sit hjerte ved at takke nej.
"Jeg har i øjeblikket intet ønske om at ændre noget. Alle de råd, jeg har fået, siger, at jeg skal lytte til mit hjerte, og jeg tror, at det i sidste ende er det, der er sket. Det handler i hvert fald ikke om penge," siger Kaka.
Han er en populær figur i Milan, hvor Serie A-klubbens tilhængere i weekenden viste deres støtte ved at rulle bannere ud på tilskuerpladserne med opfordringer til ham om at blive i klubben.