Det var ikke kun måldommere, der måtte dobbelttjekke resultatet af kvindernes 500 meter enerkajak ved OL torsdag eftermiddag.
Den danske roer Emma Aastrand Jørgensen havde i første omgang heller ingen fornemmelse af, om det var lykkedes hende at møve sig ind blandt medaljevinderne.
Da lystavlen på rostadion i Rio blinkede med hendes navn som nummer to, havde hun svært ved at tro, at det var sandt.
- Efter at jeg kom i mål, tænkte jeg faktisk "øv", selv om jeg ikke vidste, hvordan nummer to, tre og fire havde placeret sig, siger hun med sølvmedaljen hængende om halsen.
- Det var syv kanongode roere, jeg var oppe imod. Da jeg kiggede op på skærmen og så, at jeg stod som nummer to, troede jeg ikke rigtig på det.
- Nogle gange er resultatet uofficielt. Det kunne ikke være rigtigt, men der blev ved med at stå nummer to. Det er jo helt vildt, siger det danske kajaktalent.
Hun kom stærkt fra start, men midtvejs gennem de 500 meter så det ud, som om hun begyndte at tabe terræn.
Men en imponerende timet slutspurt sendte den blot 20-årige roer fra Maribo tilbage i medaljekampen på de sidste meter.
- Jeg kunne fornemme, at dem ved siden af mig begyndte at rykke, så jeg fokuserede på at køre mit eget tempo.
- Jeg plejer normalt ikke at vise tænder, kun når det er rigtig hårdt. Det gjorde jeg i dag, og det gjorde jeg også i semifinalen. Det er nok meget godt at vise tænder engang imellem, siger Emma Aastrand Jørgensen.
Hendes medalje er Danmarks 11. ved OL.
/ritzau/