Kahlenberg om 2-2 i Esbjerg: Det blev op ad bakke
Brøndby-lejren siger efter den livlige 2-2-kamp i Esbjerg, at de fik et unødvendigt koncentrationssvigt
Thomas Kahlenberg (tv.) er utilfreds med, at to minutters ukoncentreret indsats kostede for Brøndby mod Esbjerg.
Thomas Kahlenberg (tv.) er utilfreds med, at to minutters ukoncentreret indsats kostede for Brøndby mod Esbjerg. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Brøndby fik søndag aften et point ud af anstrengelserne i 2-2-udekampen mod Esbjerg, men fik ikke held med at hente ind på topholdene.

Landsholdsspiller Thomas Kahlenberg mente efter kampen, at Brøndby viste god moral og vindermentalitet ved at komme tilbage i opgøret og presse på for den afgørende scoring.

- Overordnet set skulle vi have vundet kampen, men da vi lukkede to mål ind på to minutter, blev det op ad bakke. Vi viste dog god moral, og kom godt tilbage, hvilket vi tager med videre, siger Thomas Kahlenberg.

Kollega på landsholdet og forsvarsstyrmand i Brøndby, Daniel Agger, spillede sine første 90 minutter for Brøndby efter hjemkomsten. Han mente, at kampen var under kontrol.

- Der var mange gode takter, og vi kontrollerede egentligt kampen meget godt, men lukkede dem alligevel ind i kampen, siger Daniel Agger.

Den tidligere Liverpool-anfører hæftede sig specielt ved de offensive takter og roste sine holdkammerater fremme på banen.

- Offensivt så det fint ud, og vi skabte de chancer, der skulle til for at vinde kampen, siger Daniel Agger.

Cheftræner Thomas Frank mente, at Brøndby fik et koncentrationssvigt på et par minutter i anden halvleg, hvor Esbjerg scorede to mål.

- Vi fik et koncentrationssvigt, og løste ikke vores opgaver som vi skulle, hvor Esbjerg sad godt på os, siger Thomas Frank og roser attituden:

- Vi viste dog fremragende moral til sidst og gik efter sejren, siger Thomas Frank.

Brøndbys næste opgave er en hjemmekamp imod de danske mestre fra AaB.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.