Kahlenberg agter at slutte i Brøndby med mesterskab
Thomas Kahlenberg drømmer ikke om et nyt udlandsophold. Karrieren skal slutte i Brøndby - med en titel.
Thomas Kahlenberg (grøn vest) vil være med til at nå Brøndbys mesterskabsmålsætning, inden han slutter karrieren.
Thomas Kahlenberg (grøn vest) vil være med til at nå Brøndbys mesterskabsmålsætning, inden han slutter karrieren. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Passet fortæller, at Thomas Kahlenberg har rundet 32 år, og Brøndby-anføreren forventer derfor heller ikke, at det skal bruges til at komme rundt til flere lande i karrieren.

Han er kommet hjem for at blive og opfylde den drøm, han og klubben deler.

- Jeg går stærkt ud fra, at Brøndby er min sidste klub. Jeg spiller ikke i Brøndby, fordi jeg skal videre til et andet sted. Jeg har bundet mig til et projekt, som jeg vil være med til at bringe frem mod målet - guldet i 2018, fortæller Kahlenberg til Ekstra Bladet.

Midtbanespilleren har lige nu en kontrakt til 2017, men hvis "projekt-Brøndby" følger tidsplanen, er Kahlenberg nødt til at forlænge sin aftale.

- Vi skal jo vinde guld i 2018, så jeg må nok tage ét år mere som aktiv, siger han med et smil på læben.

Til den tid vil Brøndby-manden have rundet 35 år.

Gennem karrieren har han optrådt for klubber som Auxerre (Frankrig), Wolfsburg (Tyskland) og Evian (Frankrig), inden han i 2013 vendte hjem til Brøndby.

Efter et halvt års skadespause er han nu tilbage på grønsværen for holdet, som med 11 point for ni kampe indtager 9.-pladsen i Alka Superligaen.

Søndag klokken 13 gælder det så sæsonens første New Firm, når FC København gæster Brøndby Stadion. Her forventes det, at Thomas Kahlenberg starter på bænken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.