Politisk er de store modstandere, men privat er det en ganske anden sag. Venstres markante udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg fortæller i Femina, at hun er veninde med Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten.
Og Inger Støjberg beskriver sin veninde i særdeles kærlige vendinger:
- Johanne er bare berigende selskab. Hun er simpelthen hele vejen igennem et dejligt menneske, siger hun til Femia.
Men, anfører kvindebladets reporter overfor Støjberg; de to kvinder er jo ikke spor enige rent politisk.
- Nej, og jeg gør mig INGEN illusioner om at overbevise Johanne om noget som helst. DET kan man lige så godt opgive. Men jeg drikker gerne en cola med hende. Og så har vi det rigtig godt. Jeg har stor respekt for hende. Jeg har også venner, der siger, at Johanne Schmidt-Nielsen er noget af det mest forfærdelige, de næsten kan forestille sig. Indtil jeg siger, at jeg synes, hun er fantastisk, siger Inger Støjberg, som fortæller, at de to veninder dog ikke taler om politik sammen, når de hygger privat.
- Vi er på næsten alle tænkelige fronter vokset vidt forskelligt op. Johanne i noget, der ligner et kollektiv. Jeg i en kernefamilie på en gård. ALT er forskelligt. Det er nok ikke helt tilfældigt, at vi er havnet, hvor vi er politisk, så jeg gør mig ingen illusioner. Altså … politisk er hun jo tabt. Og hun synes det samme om mig, siger Inger Støjberg.
Læs interviewet i Femina her