Det har været langt dyrere end først antaget at undersøge sagerne i kølvandet på tidligere regionsrådsformand Carl Holst, fortæller TV SYD. Region Syddanmark har nu modtaget sidste del af regningen fra advokatfirmaet Kromann Reumert, der har undersøgt kritikken mod Carl Holst. Advokatrapporten kommer i alt til at koste skatteyderne 1,3 millioner kroner.
Regionsrådet bestilte en advokatundersøgelse af sagen, efter det kom frem, at en ansat i regionen stik imod reglerne havde brugt sin arbejdstid på at føre valgkamp for Holst. Første del af regningen indtil den 1. november 2015 lød på 610.000 kroner, men anden del var endnu større. For perioden 1. november til 31. december 2015 bliver regionen faktureret for 700.000. Dermed lyder den endelige regning på lidt over 1,3 millioner kroner. Det bekræfter presserådgiver i Region Syddanmark, Carsten Bruun, over for TV SYD.
- Det er utilgiveligt og grotesk, at det nu kommer til at koste skatteyderne så mange penge at undersøge, om der skulle være blevet rettet i en enkelt faktura i Carl Holst-sagen, siger Carl Holsts advokat Karoly Németh til TV SYD.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra regionsrådsformand Stephanie Lose.