Kæmper til det sidste: Røde og blå partisoldater i gadekrig
Alle folketingskandidater og frivillige er på gaden på selve valgdagen. Målinger viser tæt på dødt løb mellem de to blokke i dansk politik, så hver eneste stemme tæller. Derfor er der ingen, der tager en hviledag.
Socialdemokraterne giver den en sidste skalle på gaden. Også Venstre er ude at kapre stemmer til det sidste.
Socialdemokraterne giver den en sidste skalle på gaden. Også Venstre er ude at kapre stemmer til det sidste. Foto: Screendump fra Twitter.com


"Dyt dyt. Hvis du ikke vil bytte."

Sådan står der på socialdemokratiske skilte, som frivillige lige nu står og holder højt oppe i luften ved indfaldsvejene til København.

Også Venstre og Folketingets øvrige partier er på gaden til valgstederne lukker klokken 20.00 torsdag aften.

- Vi er stadigvæk lidt bagud. Derfor vil vi være på gaden med et smil det meste af dagen. Det har været en til tider hård og intens valgkamp, men vi bliver ved lidt endnu, lyder meldingen fra Lars Midtiby, der er sekretariatschef i Socialdemokraterne.

I nogle kredse sender lokale S-kandidater busser på gaden for at hjælpe ældre, der ikke selv kan komme hen til stemmeboksen.

Valgkamp midt i myldretiden

Ved Glyptoteket i København har Alternativets Uffe Elbæk - valgets store overraskelse - brugt morgenen på at give high fives til cyklister.

Også Venstre er fremme i skoene.

- Vi har været på gaden hele morgenen i store vejkryds i udkanten af København. På vores skilte står der: "Stem på Venstre" og "Venstre for fremtiden". Når myldretiden er forbi, fortsætter de enkelte kandidater med deres kampagne, oplyser Venstres pressetjeneste.

Partiet har lige som Socialdemokraterne sat busser ind, men kun lokalt. Det er ikke organiseret fra centralt hold. Det er vælgerforeninger og lokale kandidater, der kører ældre og gangbesværgede hen til det lokale valgsted.

Bliver ved til det sidste

Ifølge Socialdemokraterne har medierne været med til at forlænge valgkampen til sidste øjeblik.

- I gamle dage var den sidste avis trykt på valgdagen. Det er anderledes nu. Netaviserne sender nyheder ud, og tv-stationerne sender live - begge dele er med til at forlænge kampagnerne, siger Lars Midtidby, der er partiets sekretariatschef.

Og spændingen er næsten ikke til at holde ud for partisoldaterne.

- Vores skilte er en reminder til vælgerne. Vil de bytte til Løkke? Eller vil de lade Helle Thorning Schmidt beholde førertrøjen på? Det er tæt, og rød blok er lidt efter blå blok, så vi bliver ved, forklarer Lars Midtiby.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.