Kæmpepandaer i vild vækst
I løbet af 10 år er pandabestanden i Kinas natur steget med 17 procent. Også deres naturlige habitat er vokset
Kinas vilde kæmpepandaer kæmper sig langsomt med sikkert tilbage, viser nye tal. Her afsløres en stigning på 16,8 procent i løbet af 10 år. Arkivfoto
Kinas vilde kæmpepandaer kæmper sig langsomt med sikkert tilbage, viser nye tal. Her afsløres en stigning på 16,8 procent i løbet af 10 år. Arkivfoto Foto: colourbox/free


Kæmpepandaerne bliver flere og flere i Kina. Og det er ikke kun i fangenskab, men derimod i den vilde natur, at pandaerne spreder sig.

Helt præcis er der tale om en stigning i bestanden på knap 17 procent i løbet af det seneste årti. Det oplyser det statslige nyhedsbureau Xinhua, der citerer en undersøgelse foretaget af Kinas skovmyndigheder.

Rapporten viser, at der i slutningen af 2013 levede 1864 kæmpepandaer i den kinesiske natur. Det er en stigning på 268 pandaer eller 16,8 procent i forhold til den tidligere undersøgelse i 2003, skriver Xinhua.

Myndighederne peger på, at forskellige tiltag, der er blevet sat i værk for at beskytte pandaerne, er grunden til den voksende bestand.

WWF Verdensnaturfonden glæder sig over pandatallene.

- Stigningen i bestanden af kæmpepandaer er en sejr for bevarelsen af pandaerne og bestemt noget at fejre, siger Ginette Hemley, vicepræsident for organisationens afdeling for beskyttelsen af vilde dyr.

- Det forhøjede antal kæmpepandaer vidner om, at den kinesiske regering har taget forpligtelsen med at bevare pandabestanden på sig i løbet af de seneste 30 år, fortsætter hun.

Kæmpepandaerne har yderligere fået mere plads at boltre sig på. Deres naturlige habitat i Kina er ifølge Xinhua øget med 11,8 procent siden 2003 til 2,58 millioner hektarer.

De truede dyrs hjem i naturen er i det sydvestlige Kinas bjergrige områder.

Kombinationen af, at pandaernes naturlige levesteder skrumpede, og at kæmpepandaerne i området har en lav formeringsrate, har gjort dyrene til et sjældent syn.

Ifølge Xinhua understreger myndighederne også, at problemerne langt fra er løst, og at 223 af de vilde kæmpepandaer er klassificeret som i "højrisiko-fare".

I Kina levede 375 kæmpepandaer i fangenskab i slutningen af 2013. Det er 211 flere end 10 år tidligere.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.