Kæmpe scoop: Northside gafler Radiohead
Det er det britiske rockband Radiohead, der i 2017 skal lukke Northside Festival.
Thom Yorke og resten af Radiohead skal på Northside til sommer.
Thom Yorke og resten af Radiohead skal på Northside til sommer. Foto: Suzanne Cordeiro/AFP


Når den aarhusianske festival Northside lukker og slukker til sommer, kommer det ikke til at gå stille for sig.

Det er nemlig det britiske rockband Radiohead, som næste år skal spille afslutningskoncerten. Det skriver Northside tirsdag i en pressemeddelelse.

- Med et så stort internationalt navn som Radiohead bliver det en fantastisk afslutning af Northside i 2017, lyder det fra borgmester Jacob Bundsgaard.

Han fortæller desuden, at man i kommunens eventforum har givet en dispensation til, at Radiohead må spille længere end normalt natten mellem den 11. og 12. juni.

Northsides talsmand, John Fogde, løfter også sløret for, at det populære band efter eget ønske skal spille et fuldt sæt under festivalen.

- Vi er stolte og beærede over, at Radiohead har sagt ja til at spille på NorthSide til sommer. De er det perfekte band som hovednavn på vores plakat, og dagens offentliggørelse er kulminationen på flere års hårdt arbejde, siger John Fogde og fortsætter:

- Det er en drøm, som her går i opfyldelse for os, og vi glæder os helt vanvittigt meget til at kunne dele den med vores publikum til sommer, siger han.

Det er otte år siden, at Radiohead sidst var i Danmark.

Bandet udgav deres debutplade, "Pablo Honey" i 1992. Blandt deres albums finder man blandt andet "OK Computer", "Kid A" og "In Rainbows", og senest udgav bandet "A Moon Shaped Pool" tidligere i år.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.