Kæmpe sandstorm koster 12 liv og Syrien en luftbase
Syriske oprørere drager fordel af sandstorm, som er uden fortilfælde i Libanon ifølge meteorlogisk institut.
Beirut er særlig hårdt ramt af en kæmpe sandstorm, der har lammet flere lande i Mellemøsten.
Beirut er særlig hårdt ramt af en kæmpe sandstorm, der har lammet flere lande i Mellemøsten. Foto: Hassan Ammar/AP/AP


En kæmpe sandstorm hærger på tredje døgn store dele af Mellemøsten, hvor 12 mennesker meldes omkommet.

Flere tusinde andre er sendt på hospitalet med vejrtrækningsproblemer, oplyser sundhedsministeriet i Libanon til det tyske nyhedsbureau dpa.

I Libanon, som er værst ramt, har regeringen lukket skoler og offentlige institutioner, da sandet fortsat udgør en alvorlig helbredstrussel.

Al-Jazeera rapporterer, at fire personer har mistet livet i Libanon.

Ifølge et meteorologisk institut i lufthavnen i Beirut er sandstormen "uden fortilfælde" i landets moderne historie. Mellemøsten er ikke normalt plaget af sandstorme på denne tid af året.

Stormen har lammet et meget stort område, der omfatter Syrien, Jordan, Egypten, Israel og de palæstinensiske områder.

I Jordan har myndighederne afkortet skoledagen.

Den syriske statsavis al-Watan (Fædrelandet, red.) beretter, at den syriske regering har været tvunget til at indstille luftangreb på oprørsgrupper på grund af stormen.

Det har Nusra-fronten draget fordel af, rapporterer overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, ved at erobre en vigtig luftbase i Idlib-provinsen.

Styret i Damaskus har tidligere onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters bekræftet, at basen Abu Duhur er faldet til oprørerne efter to års belejring.

Meteorologer siger til al-Jazeera, at sandstormen nu er lettet over flere af landene, mens Libanon fortsat er hårdt ramt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.