Kæmpe flertal til provestlige Ukrainer
340 af de 390 ukrainske parlamentsmedlemmer støtter, at Arsenij Jatsenjuk bliver som premierminister.
Arsenij Jatsenjuk fortsætter på posten som Ukraines premierminister.
Arsenij Jatsenjuk fortsætter på posten som Ukraines premierminister. Foto: Efrem Lukatsky/AP


Det ukrainske parlament har med stort flertal besluttet, at den provestlige Arsenij Jatsenjuk skal fortsætte på posten som premierminister.

Jatsenjuk, der skal lede en koalitionsregering med fem partier, blev støttet af 341 af de 390, der stemte i salen.

Det var første gang, at parlamentet var samlet, siden de proeuropæiske partier vandt et meget stort flertal af mandaterne ved det ukrainske valg i oktober.

Arsenij Jatsenjuk har været premierminister, siden den prorussiske præsident Viktor Janukovitj måtte flygte ud af landet i februar efter en opstand, der tog fart hen over vinteren i hovedstaden Kijev.

Den 40-årige liberale minister erkender, at han og regeringen står over for en yderst vanskelig opgave med at løse de politiske og økonomiske problemer, som den tidligere sovjetrepublik kæmper med.

- Vi bærer et historisk ansvar på vore skuldre, nemlig at bevare staten og at vinde selvstændighed, sagde Jatsenjuk i parlamentet inden afstemningen.

- Landet er i krig, og folket er i problemer, tilføjer premierministeren.

Siden foråret har ukrainske regeringssoldater kæmpet for at vinde kontrol over et oprør fra prorussiske separatister i det østlige Ukraine, hvor flere end 4300 mennesker har mistet livet i kamphandlinger siden april.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.