Kæder spiller med musklerne i supermarkedskrigen
Når de store spillere i dagligvarehandlen skruer bissen på, må andre butikker lukke, vurderer ekspert.
Lidl har nøjagtigt som Dansk Supermarked varslet, at man vil øge indsatsen for at vinde markedsandele i Danmark.
Lidl har nøjagtigt som Dansk Supermarked varslet, at man vil øge indsatsen for at vinde markedsandele i Danmark. Foto: Skafte Rumle/Polfoto


Den benhårde konkurrence på dagligvarehandel i Danmark bliver ikke mindre fremover.

Det står klart, efter at Dansk Supermarked tirsdag i forbindelse med aflæggelsen af sit 2015-regnskab har varslet årlige investeringer i størrelsesordenen to milliarder kroner.

Samme dag meddeler Lidl, at man vil åbne yderligere 50-60 butikker i de kommende år oven i de 100, man allerede har slået dørene op for.

De massive investeringer betyder imidlertid, at andre må lukke. Det vurderer Bruno Christensen, der har mange års erfaring med konsulentarbejde inden for detailhandel.

- Markedet vokser ikke, og derfor er dagligvarehandel en kamp på marginaler, hvor små procenter afgiver, om man har succes eller det modsatte.

- Tendensen har i lang tid været, at det var de frie købmænd, det gik ud over, men der foregår også en hård kamp mellem de etablerede kæder, der også vil blive ramt af lukninger.

Han mener, at Lidl og Dansk Supermarked står godt rustet til en offensiv, når man ser på deres økonomiske sundhedstilstand lige nu.

- Lidl er Europas største supermarkedskæde, så de har masser af muskler at spille med, og Dansk Supermarked har også vist, at man i kraft af fornuftig indtjening kan og vil investere mere, end den store rival Coop formår lige nu, siger Bruno Christensen.

Coop er presset af store underskud i Fakta-kæden, som af samme grund må lukke 20 butikker i år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.