Et spark i røven fra mester, halsbrækkende arbejde på isglatte stilladser og månedsvis af monotont slæbearbejde uden nogen læringsmæssig værdi.
Sådan ser hverdagen ud for mange lærlinge på tyske byggepladser, lyder det fra Foreningen af Danske Rejsearbejdere.
"Jeg vil ikke anbefale danske unge at tage en læreplads i Tyskland. Der hersker en helt anden kultur og arbejdsmoral, og man får slet ikke den samme uddannelse som i Danmark," siger formand Hans Erik Meyer, der selv har over 20 års erfaring som murer på tyske byggepladser.
For godt til at være sandt
I dag opfordrer Undervisningsminister Christine Antorini (S) ellers danske unge til at tage til Tyskland, hvis de ikke kan finde en læreplads i Danmark.
Syd for grænsen mangler der nemlig 33.000 lærlinge, mens knap 11.000 danske unge ikke kan finde en rigtig praktikplads, men i stedet må nøjes med skolepraktik eller ingenting.
Ministerens opfordring udløser skarp kritik fra danske byggefolk med erfaringer fra tyske byggepladser.
"Det er sgu for nemt at spille bolden videre til Tyskland. Ministeren burde spørge sig selv, hvorfor tyske virksomheder har så svært ved at skaffe lærlinge. Det ville hun vide, hvis hun selv gik i lære på en tysk byggeplads i en uge," siger Hans Erik Meyer.
Murere får ikke lov at mure
Antorinis opfordring bakkes i dag op af arbejdsgiverforeningen Dansk Byggeri, som understreger, at de sagtens kan bruge håndværkere, som har taget deres praktik i Tyskland.
Men ifølge Hans Erik Meyer tildeles lærlinge på tyske byggepladser ofte de mest monotone opgaver.
Det betyder for eksempel, at de i månedlange perioder kun skal mure én slags mur - hvis de er heldige.
I andre tilfælde får de slet ikke lov at udføre deres håndværk, men må nøjes at skubbe en tungt læsset trillebør eller balancere med lægter på skulderen.
"Jeg har set lærlinge blive sparket i røven af mester. Der hersker så tyk kadaverdisciplin og så ringe respekt for lærlinge, at det fuldstændig udvander værdien af praktiktiden," siger Hans Erik Meyer.
- Danske unge, som læser en erhvervsuddannelse - som f.eks. tømrer, kok eller frisør, skal have en læreplads for at gennemføre deres uddannelse.
- Som lærling tjener man mellem 8.000 og 14.000 kroner i månedsløn alt afhængig af fag.
- Hvis ikke man kan finde læreplads i en virksomhed, kan man i stedet tage en skolepraktik, hvor lønnen er 6.800 kroner om måneden, hvis man er over 18 år.
- I Tyskland er lærlingelønnen for de fleste fag under halvdelen af i Danmark.
- For eksempel tjener en nystartet kokkeelev ca. 3.600 kr. i månedsløn.
- Til gengæld kan man få op til 900 kroner om måneden i tilskud til husleje
- Samtidig betyder lav skat i kombination med bundfradraget, at danske lærlinge i Tyskland næsten får hele deres løn udbetalt.
Kilde: UG.dk, CELF, m.fl.