Kabinefolks næstformand skred fra møde med SAS
SAS og kabinepersonalet står stejlt over for hinanden i sagen om 27 suspenderede medarbejdere efter strejke.
Jean Pierre Schomburg, næstformanden i de kabineansattes fagforening gik i utide fra et møde med SAS, der ikke vil tale med CAU om 27 suspenderede medarbejdere. SAS har overgivet sagen til chefjurister i Dansk Industri.
Jean Pierre Schomburg, næstformanden i de kabineansattes fagforening gik i utide fra et møde med SAS, der ikke vil tale med CAU om 27 suspenderede medarbejdere. SAS har overgivet sagen til chefjurister i Dansk Industri. Jeppe Bjørn Vejlø, Scanpix/arkiv


Et møde mellem de forskellige fagforeninger i SAS og luftfartsselskabet har tirsdag eftermiddag fået en brat afslutning for kabinepersonalets repræsentant.

Næstformanden i kabinepersonalets fagforening CAU, Jean Pierre Schomburg, forlod mødet med SAS, før det var slut.

Han er utilfreds med den måde, hvorpå SAS behandler de 27 ansatte, som selskabet har suspenderet efter weekendens overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.

SAS vil ikke forhandle med fagforeningen om de 27 ansattes situation.

- Vi må bare konstatere, at SAS fastholder den proces, man sat i gang omkring de 27 kolleger, som er suspenderet.

- Vi er ærgerlige over, at de 27 medarbejdere ikke har fået besked, siger Jean Pierre Schomburg om de medarbejdere, som blev suspenderet af SAS for tilsyneladende at have lagt pres på andre ansatte for at få dem til at nedlægge arbejdet under weekendens konflikt.

- Man behandler dem som en kollektiv gruppe, men man har ikke givet dem individuel besked om, hvad det handler om. Vi er meget ærgerlige over tidshorisonten for det her, siger Jean Pierre Schomburg.

Sagerne om de 27 suspenderede har SAS overdraget til chefjurister i Dansk Industri, og fagforeningen er utilfreds med, at der tilsyneladende kan gå op til to uger, før de ansatte hører noget og dermed får en afklaring om deres fremtid i SAS.

Hvad der ellers var på dagsordenen på mødet mellem fagforeningerne og SAS, vil næstformanden ikke udtale sig om.

Tirsdagens møde med hovedsamarbejdsudvalget i SAS kommer i kølvandet på den næsten fire dage lange overenskomststridige strejke blandt kabinepersonalet, der mandag gik i arbejde efter trusler om at blive fyret.

Striden mellem SAS og de kabineansatte handler om overflytning af 147 ansatte fra SAS til det nye datterselskab Cimber.

Der er tirsdag aften ikke aftalt nye møder mellem kabinepersonalet og SAS-ledelsen. SAS ønsker tirsdag aften ikke at udtale sig om eftermiddagens møde eller det nærmere indhold af mødet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.