Den prestigefyldte pris Ballon d'Or, som er en årlig kåring af verdens bedste fodboldspiller, ændres endnu en gang, skriver nyhedsbureauet AFP.
Det meddeler Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, og magasinet France Football, som ikke kunne blive enige om et fortsat fælles samarbejde om kåringen.
Fremover bliver kåringen af den bedste fodboldspiller noget, som journalister stemmer om, og som France Football står for.
Det var også det format, der var gældende fra prisens stiftelse i 1956 og frem til 2010.
Det betyder samtidig, at spillere og landstrænere ikke længere har noget at sige i den sammenhæng.
Aftalen mellem Fifa og France Football begyndte i 2010 og stod til at udløbe, og parterne kunne ikke forhandle sig frem til en ny aftale om kåringen. Det vides endnu ikke, om Fifa fortsat også vil kåre verdens bedste spiller.
FC Barcelona-stjernen Lionel Messi er kåret som verdens bedste fem gange - senest i 2015. Messi snuppede også prisen i årene 2009, 2010, 2011 og 2012.
Real Madrid-angriberen Cristiano Ronaldo har vundet prisen tre gange - i 2008, 2013 og 2014.
/ritzau/