K savner bedre løsning for boligejere de næste fire år
Regeringens udspil om boligskat og nyt ejendomsvurderingssystem får en kølig modtagelse af K og DF.


Plusser og minusser.

Sådan lyder opsummeringen fra Dansk Folkeparti og De Konservative efter en såkaldt teknisk briefing om regeringens udspil til et nyt ejendomsvurderingssystem og boligskattestop.

Finans- og skatteordførerne er blevet klogere, men savner stadig svar på en række spørgsmål.

Derfor er det for tidligt at svare på, om der er tilfredshed at spore.

De Konservative har fokus på, at regeringens system først træder i kraft efter 2020.

- Der er både plusser og minusser. Der er konstruktive toner i regeringens forslag, siger skatteordfører Brian Mikkelsen (K).

- Men det er et kæmpe problem, at regeringen lader boligskatter stige de næste fire år, det er uholdbart.

Udspillet blev præsenteret onsdag klokken 13 af skatteminister Karsten Lauritzen (V). Dansk Folkeparti har også stadig en række spørgsmål til regeringens udspil om ejendomsvurderingerne.

- Billedet er ikke helt klart. Det, man lægger op til, er, at man skubber det foran sig og skal løse det lidt derudad.

- Vi skal i hvert fald have lavet en masse regnestykker på, hvad sker der eksempelvis, hvis boligpriserne falder, siger finansordfører René Christensen (DF).

Han håber, at man kan lande en aftale, som ikke kun omfatter boligskat og ejendomsvurderinger.

- Jeg håber og tror på, at partierne bliver enige om et boligskattesystem. Det har boligejerne krav på.

- Men det er nok svært at se, at det kan stå fuldstændigt alene, siger DF-ordføreren.

I de kommende år frem mod 2020 har boligejerne udsigt til stigninger i både ejendomsværdiskatten og grundskylden.

Regeringen vil dog give nuværende boligejere mulighed for at indefryse stigninger i boligskatten frem mod 2020. Boligejerne kan dermed vente med at betale skatten, indtil boligen sælges.

Brian Mikkelsen savner dog stadig en bedre løsning for boligejerne de næste fire år.

- Vi vil konkret foreslå, at man sætter en prop i hullet, så man ikke kommer til at betale en krone mere i grundskyld de næste fire år. Man skal altså sørge for, at man i kroner og øre skal betale det samme næste år som i år.

- Det kommer til at koste cirka 600 millioner kroner, men det vil vi godt være med til at finansiere, så husejerne ikke kommer til at betale så stor en del af det gilde, siger Brian Mikkelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.