Nyuddannede kunstnere som designere og forfattere skal modtage SU efter endt uddannelse, så de kan få ro til at etablere sig inden for deres felt.
Sådan lyder De Konservatives forslag til finanslovsforhandlingerne ifølge DR Nyheder.
Forslaget skal sikre, at nye kunstuddannede får tid til at begynde en karriere inden for deres uddannelse i stedet for at bruge tiden som arbejdsløs på dagpengesystemet, hvor de skal søge jobs - også uden for deres felt.
- Det er meget svært for nyuddannede kunstnere at få fodfæste, fordi de ikke må lave noget ved siden af dagpengene, og de skal være arbejdsmarkedsparate, siger kulturordfører Naser Khader (K) til DR.
- Med vores forslag får du mere tid til at lære at klare dig selv, lyder det.
Dagpengesatsen er 13.158 kroner om måneden, og SU'en er 6014 kroner og dermed lavere.
Med konservatives forslag må man gerne tjene penge ved siden af, fordi det handler om, at unge kunstnere skal vælge kunstnerlivet, etablere sig og lære at være selvstændige.
Ifølge Kulturministeriet vil det koste cirka 4,3 millioner kroner årligt at give en forlænget SU-ydelse til de cirka 60 kandidater fra forfatterskolerne og kunstakademierne.
Ifølge Naser Khader er nye kunstnere i en sværere situation end mange andre nyuddannede.
- Kunst kan man ikke sætte en pris på. Kunst er enormt vigtigt for vores kultur og sammenhængskraft, og derfor er det en gruppe, vi må støtte, siger Naser Khader til DR.
Hos Venstre er der dog ingen opbakning til De Konservatives forslag.
Britt Bager, kulturordfører i Venstre, mener, det er mest fair, hvis nyuddannede kunstnere har samme vilkår som alle andre.
- Man kan søge midler fra Statens Kunstfond, både hvis man er nyuddannet og etableret, og der uddeles en halv milliard hvert år. Så Venstre har ingen planer om at begunstige kunstnere yderligere, siger hun til DR.
Heller ikke regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, støtter ifølge DR idéen.
/ritzau/