K kritiserer: Satspulje favoriserer medicinsk cannabis
Nyt forsøg vil ikke bare legalisere medicinsk cannabis, men favorisere det over andre lægemidler, siger K.
Rasmus Jarlov (K) revser regeringen for at gå med til at indføre en forsøgsordning med medicinsk cannabis, når Venstre ligesom De Konservative tidligere har været modstander. Arkivfoto.
Rasmus Jarlov (K) revser regeringen for at gå med til at indføre en forsøgsordning med medicinsk cannabis, når Venstre ligesom De Konservative tidligere har været modstander. Arkivfoto. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix


Fra 2018 bliver det lovligt at benytte medicinsk cannabis. Som led i satspuljeaftalen på sundhedsområdet er der afsat 22 millioner kroner til en forsøgsordning over fire år.

Som eneste parti i satspuljeaftalen er De Konservative ikke med i delaftalen.

- Der er ikke tale om en legalisering, men en favorisering af cannabis. Vi har nogle helt faste procedurer for, hvordan lægemidler bliver godkendt. Det skal bevises, at de virker, siger Rasmus Jarlov (K).

- Men her har Folketinget besluttet uden at have dokumentation for det og imod fagligheden, at cannabis skal kunne bruges som lægemiddel.

Spørgsmål: Flere danske patienter har haft stor glæde af medicinsk cannabis uden om systemet. Hvorfor fastholde dem som kriminelle?

- Når både Lægeforeningen og Sundhedsstyrelsen er modstander af, at man bruger cannabis uden at have ordentlig dokumentation for, at det virker, så lytter vi til det.

- Sundhedsvæsenet i Danmark skal kun bruge lægemidler, der har en dokumenteret positiv virkning. Og det er ikke tilfældet med cannabis, siger Rasmus Jarlov.

Da Christiansborg i 2014 drøftede muligheden for at gøre medicinsk cannabis lovligt, var Venstre modstander, hvis det betød, at der skulle slækkes på kliniske forsøg for at gøre det.

Dengang udtalte nuværende sundhedsminister Sophie Løhde (V), at forudsætningen for en legalisering var, at "brugen er evidensbaseret":

- Det må ikke være på bekostning af de almindelige krav til gennemførelse af kliniske forsøg og til god fremstillingspraksis i forbindelse med lægemidler, sagde Sophie Løhde dengang til DR.

Men nu er Venstre-regeringen med i satspuljeaftalen om cannabis. Det undrer Rasmus Jarlov:

- Det er ærgerligt, at Venstre hopper med på denne populisme, hvor folketingspolitikere uden nogen som helst faglig indsigt i lægemidler skal beslutte, hvilke lægemidler der er lovlige.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.