K kræver grøn kant og flere penge til forsvar i ny regering
Konservative prioriterer politi, forsvar, miljø, uddannelse og skat i trekløver-regering, oplyser kilde i K.
Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, forhandler regeringsgrundlag for en trekløverregering på Marienborg med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og de Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.
Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, forhandler regeringsgrundlag for en trekløverregering på Marienborg med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og de Konservatives formand, Søren Pape Poulsen. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix


De Konservative kræver en grøn kant i en ny trekløver-regering. Desuden prioriterer partiet politi, forsvar, uddannelse og skat i regeringsgrundlaget.

Det oplyser en konservativ kilde til Ritzau.

Tirsdag eftermiddag forhandler partiformand Søren Pape Poulsen på Marienborg med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og LA's leder, Anders Samuelsen.

I overskrifter lyder De Konservative krav:

- Familierne skal have tryghed. Styr på boligskatterne de kommende år.

- Danmarks sikkerhed. Flere penge til forsvaret.

- Lov og orden. Flere politifolk og længere straffe for personfarlig kriminalitet.

- Grøn miljø- og klimapolitik, så vi sikrer et grønne Danmark for unge generationer.

- Erhvervs-, skatte- og byrdelettelser.

- Uddannelse med fokus på kvalitet og faglighed.

De tre borgerlige partier forhandler regeringsgrundlaget fra bunden.

Det fastslog Søren Pape Poulsen og Anders Samuelsen mandag, da LA opgav sit ultimative krav om fem procentpoint lavere topskat hele vejen op i skatteskalaen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er enig i, at tavlen skal vaskes ren.

- Det handler dybest set om at tage et blankt stykke papir frem og så begynde der, sagde Løkke mandag.

- Der er ikke tale om, at nu skal Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti bare lige hoppe ind i min regering på det grundlag, jeg formulerede for et år siden.

- Der er tale om, at vi afdækker mulighederne for at lave en ny trekløver-regering, og det kræver, at vi får formuleret et fælles grundlag - altså ikke bare mit grundlag med nogle justeringer.

De Konservative er ikke med i aftalen om 27 nye F-35-kampfly. Hvis de indtræder i regeringen, er det nødvendigt, at de tiltræder aftalen.

Desuden støtter K kystnære havvindmøller, som regering var imod, men accepterede i PSO-aftalen for nylig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.