K: Industrispionage er et kæmpe problem
Fremmede magter bruger kolossale kræfter på industrispionage, siger Konservatives it-ordfører, Brian Mikkelsen
De Konservatives it-ordfører, Brian Mikkelsen, mener, at industrispionage er et af de største problemer for det danske samfund lige nu.
De Konservatives it-ordfører, Brian Mikkelsen, mener, at industrispionage er et af de største problemer for det danske samfund lige nu. Foto: JØRGENSEN JAKOB/JAKOB JøRGENSEN


Vi må sikre, at der ikke igen opstår sikkerhedsbrister, som der angiveligt har været i TDC's samarbejde med den kinesiske elektronikgigant Huawei. Det siger Konservatives it-ordfører, Brian Mikkelsen.

- Industrispionage fra fremmede magter er et af de største problemer for det danske samfund lige nu. Vi ved, at de bruger kolossale ressourcer på at hente oplysninger om os og bruge dem sikkerhedsmæssigt, siger han.

Den kinesiske telegigant Huawei har stået for opførelsen af TDC's 4G-netværk, og ifølge en DR2-dokumentar har Huawei adgang til følsomme oplysninger om 750.000 TDC-kunder. Det gælder både privatpersoner, virksomheder og Folketinget.

Det arbejde kræver, at man er sikkerhedsgodkendt af Forsvarets Efterretningstjeneste, men den godkendelse har cirka 35 Huawei-medarbejdere ikke modtaget.

- De oplysninger, der er fremme, viser, at nogen har sløset i det. Vi skal sikre os, at det aldrig kommer til at ske igen, for det er nogle af de mest fortrolige, vitale informationer for den danske samfund, der kan komme ud af landet, siger Brian Mikkelsen.

Løsningen, siger han, må de relevante myndigheder tale om i fortrolighed. Men der er "en hel palette af forskellige initiativer, man kan bruge," og bekymringen for den nationale sikkerhed må vægte højere end ønsket om det frie marked.

- Jeg er selv liberal på det økonomiske område, men jeg er også national og vil beskytte mit land. Der har vi et ansvar som politikere for at beskytte landets interesser, og det vil nogle gange kollidere med de liberale interesser, siger han.

Center for Cybersikkerhed (CFCS), som hører under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), afviser, at Huawei har haft adgang til fortrolige oplysninger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.