K: Frederiksens opførsel er bekymrende
Mai Mercado forstår ikke, hvorfor justitsministeren tager politi og jøder som gidsler i terrorforhandlinger.
Justitsminister Mette Frederiksen (S) har afbrudt forhandlingerne om en terrorpakke for i stedet at bede finansudvalget om en bevilling, der kun vil dække behovet i 2015.
Justitsminister Mette Frederiksen (S) har afbrudt forhandlingerne om en terrorpakke for i stedet at bede finansudvalget om en bevilling, der kun vil dække behovet i 2015. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Det risikerer at gå ud over sikkerheden for det jødiske mindretal i Danmark, at justitsminister Mette Frederiksen (S) har afbrudt forhandlingerne om en terrorpakke for i stedet at bede finansudvalget om en bevilling, der kun vil dække behovet i 2015.

Sådan lyder frygten hos De Konservatives politiske ordfører Mai Mercado. Hun har over de seneste uger forhandlet med justitsministeren.

- Det er stærkt overraskende og stærkt bekymrende. Det er ekstremt skuffende, at hun aflyser forhandlingerne, for vi havde brug for en samlet plan for indsatsen over de kommende år og ikke kun nogle tiltag i 2015, siger Mai Mercado.

Frederiksen vil bede finansudvalget om i alt 130 millioner kroner. Der er lagt op til, at de 80 millioner kroner skal findes i en reservepulje på finansloven, mens de 50 millioner skal findes i politiets reserver.

Mai Mercado vil vente med at beslutte sig for, om partiet vil stemme for bevillingen for 2015.

Partiet er dog kritisk overfor, at nogle af pengene skal findes hos politiet, når der angiveligt er lagt op til, at der skal bruges over 500 millioner kroner mindre på politiet næste år i forhold til i år.

- Vi vil gerne tage ansvar og finde ekstra midler til politiet. Men vi tager ad notam, at forhandlingerne er aflyst, og det synes vi er forfærdeligt for politiet og for beskyttelsen af hele det jødiske samfund, siger hun.

Hun ser frem til den redegørelse om beredskabet i Danmark, som hele oppositionen har efterlyst.

- Vi er bekymrede for, at regeringen ikke vil gøre nok, siger Mercado.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.