K-formand: Orker ikke snak om brugerbetaling
De borgerlige partier ønsker med fælles sundhedsudspil at komme en forventet skræmmekampagne i møde.
Konservative lover sammen med Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, at brugerbetalingen i sundhedsvæsnet ikke vil stige i den kommende valgperiode, hvis de ellers kommer til magten.
Konservative lover sammen med Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, at brugerbetalingen i sundhedsvæsnet ikke vil stige i den kommende valgperiode, hvis de ellers kommer til magten. Foto: LARS KRABBE/POLFOTO


Alle patienter skal have ret til behandling inden for 30 dage, uanset om sygdommen sidder i sindet eller i kroppen. Sådan lyder et fælles udspil fra de fire borgerlige partier, der bliver lanceret i en kronik i Berlingske Tidende.

Samtidig lover de fire partier, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance, at brugerbetalingen i sundhedsvæsnet ikke kommer til at stige i den kommende valgperiode, hvis de ellers kommer til magten.

De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, forklarer til Ritzau, at partierne med det fælles udspil ønsker at komme en forventet "skræmmekampagne" i forkøbet.

- Sundhed betyder rigtig meget for os alle sammen, og jeg orker simpelthen ikke en valgkamp, hvor vi bare skal blive skudt i skoene, at vi vil indføre brugerbetaling, når vi nu ikke vil det, siger Søren Pape Poulsen.

Hvad det vil koste at indføre behandlingsgaranti på 30 dage, har partierne ikke regnet på, siger Pape Poulsen. Men partierne er enige om at finde finansieringen, uanset hvad det koster.

- Det handler om at sætte nogle rammer op for, hvad vi fire partier mener.

Hvor Venstre og Konservative ønsker nulvækst i den offentlige sektor, er Dansk Folkeparti klar til at lade udgifterne stige. Liberal Alliance går derimod til valg med et ønske om at lade den offentlige sektor skrumpe.

Søren Pape Poulsen erkender, at de fire partier har forskellige "tilgange" til, hvordan behandlingsgarantien skal finansieres.

- I første omgang handler det om, at vi vil sende et klart signal til danskerne om, hvad de kan regne med.

De Konservative mener, at mange af pengene vil kunne hentes ved at skære ned på bureaukrati og få de offentlige it-systemer til at tale bedre sammen.

- Man kunne starte med at rydde op i alt det. Det vil frigøre mange ressourcer.

Derfor hilser han det også velkomment, at regeringen mandag lancerer et opgør med "målingsregimet" i sundhedsvæsnet.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) vil ifølge Politiken fra årsskiftet afskaffe den udskældte Dansk Kvalitetsmodel, som hospitalerne har skullet efterleve siden 2005, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) var sundhedsminister og Papes parti var med i regeringen.

- Vi gjorde rigtig meget godt i VK-regeringens tid. Men vi var også med til at stille for mange dokumentationskrav i iveren efter at stramme op, medgiver Pape.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.