Førtidspensionister eller studerende skal ikke føle sig sikre på at gå fri for nedskæringer.
Selvom de ellers ser ud til at gå fri af regeringens store spareplan, så er de nemlig kun fredet frem til efteråret.
Det siger den konservative økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).
"Den her regering har vist sig som en ægte reformregering. Derfor fortsætter vi også reformerne, når vi sammen med Dansk Folkeparti til efteråret skal se på førtidspensionsområdet og SU-området," sagde Brian Mikkelsen få minutter efter, at regeringen og Dansk Folkeparti havde givet håndslag på spareplanen.
Dansk Folkeparti havde ellers kastet dagpenge-området ind i forhandlingerne for at holde pensionister, sygedagpenge, førtidspensionister og SU-modtagere fri af besparelser.
Men det kan grupperne altså ikke være sikre på, siger ministeren.
"Det er klart, at vi vil fortsætte arbejdet for reformer. Det gode i den aktuelle aftale er, at den får løst vores problemer samtidig med, at vi viser ansvarlighed - og at den får sat gang i både et vækstspor og et reformspor, der vil fortsætte i fremtiden," siger Brian Mikkelsen.
Han kalder samtidig spareplanen for klar konservativ politik - og mener, at den store vinder efter planen vil være den danske økonomi.