Jytte er hjælpeløs uden el-scooter: Men den brød sammen - og kommunen siger dette
Kommunen vurderer grundet ny lovgivning, at el-scooteren er et 'forbrugsgode', som Jytte selv skal være med til at betale.
Jytte er efter fire hofteoperationer yderst gangbesværet.
Jytte er efter fire hofteoperationer yderst gangbesværet. Modelfoto: Scanpix


Efter 11 års brug er Jyttes el-scooter brudt sammen. Den er slidt ned, og den 74-årige pensionist fra Esbjerg sidder nu hjælpeløs tilbage.

Jydske Vestkysten fortæller i dag om Jytte, der efter fire hofteoperationer er yderst gangbesværet og ikke kan gå længere end 20 meter.

En rollator hjælper lidt på mobiliteten, men ikke nok til, at hun kan klare at købe ind i den lokale Kvickly.

El-scooteren er for altid skrottet, efter at Esbjerg Kommune konstaterede, at man ikke kunne reparere den.

Og Jytte har været til en samtale hos kommunen, hvor hun ifølge Jydske Vestkysten fik at vide, at selvom der ikke er nogen fysisk ændring i hendes tilstand i forhold til 2005, så er hun nu vurderet ud fra servicelovens paragraf 113, hvorfor el-scooteren anses som et 'forbrugsgode,' som Jytte selv skal betale halvdelen af.

Men Jytte er folkepensionist uden penge på kistebunden. Hun har ikke mulighed for at betale 10.000-20.000 kroner til en ny el-scooter.

Den 74-årige kvinde klagede over kommunens vurdering af sagen. I første omgang er klagen blevet afvist. Derfor har hun henvendt sig til Ankestyrelsen.

- Jeg havde kort en låne-scooter stillet til rådighed, men den har de også hentet. Men jeg nåede da lige at handle stort ind, så jeg har toiletpapir og sådan nogle fornødenheder nok til en måneds tid, siger hun til Jydske Vestkysten.

Ifølge samme avis er ny lovgivning skyld i, at Jytte ikke længere kan blive visiteret til en el-scooter som hjælpemiddel.

Hun er ifølge kommunen langt fra den eneste, der har mistet retten til at få en ny gratis el-scooter som erstatning for en gammel. 

- Det er kun ca. halvdelen af de borgere, som i dag er visiteret til at have en trehjulet el-scooter som hjælpemiddel, der fortsat kan få en scooter som et hjælpemiddel, udtaler Arne Nikolajsen, direktør for Sundhed og Omsorg i Esbjerg Kommune til Jydske Vestkysten.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.