Jyske løbere vinder DM i maraton
Jesper Faurschou og Louise Langelund Batting kan kalde sig DM-vindere i maraton 2015.
DM i maratonløb blev afviklet søndag i Odense.
DM i maratonløb blev afviklet søndag i Odense. Foto: Colourbox/free


Vinderne af danmarksmesterskaberne i maraton kommer på både herre- og damesiden fra en jysk løbeklub.

Det er resultatet af søndagens H.C. Andersen Marathon 2015 i Odense, hvor DM samtidig blev afgjort.

På herresiden var Jesper Faurschou fra Herning Løbeklub hurtigste dansker, da han løb de 42.195 meter i tiden to timer, 17 minutter og 42 sekunder.

Det var mere end 12 minutter hurtigere end næstbedste dansker, Leslie Olivier fra FIF Frederiksberg. Spartas Mathias Erichsen var tredjehurtigst.

Selve løbet blev på herresiden vundet af kenyaneren Julius Ndiritu Karinga i tiden to timer, 11 minutter og 21 sekunder.

Hos damerne var Louise Langelund Batting fra Aarhus 1900 hurtigste dansker. Hun krydsede målstregen i tiden to timer, 38 minutter og 57 sekunder, hvilket samtidig rakte til en andenplads i dameklassen, som fik etiopisk vinder.

Maria Sig Møller fra Sparta var næsthurtigste danske dame, mens Vejle IF's Mia Sørensen blev nummer tre.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.