Jyske borgmestre: Det er en god dag
Tre jyske borgmestre jubler over at kunne opføre ferieresort, badeland og luksuslejligheder ved kysterne.
Fremover bliver der mere vandland, ferieresort og wellness over de danske kyster.
Fremover bliver der mere vandland, ferieresort og wellness over de danske kyster. Foto: Colourbox/free


Nordeuropas største badeland. 50 luksuslejligheder. Og wellness-faciliteter.

Ikke overraskende jubler de jyske borgmestre, der af et flertal i Folketinget fredag fik historisk grønt lys til opførelsen af forskellige byggerier ved kysten. Formålet er at fremme turisme og vækst i områderne.

- Det er en god dag, og vi er både glade og stolte, siger Iver Enevoldsen, Venstre-borgmester i Ringkøbing-Skjern i en pressemeddelelse.

Kommunen har fået tilladelse til at opføre Søndervig Feriepark, der ud over Nordeuropas største badeland også kommer til at bestå af 500 feriehuse samt wellness-faciliteter.

Projekterne ved kommunens kyststrækning indebærer en investering på mellem 750 millioner kroner og en milliard.

Iver Enevoldsen kalder projektet for "ambitiøst" og "fremsynet" og forventer, at ferieparken vil give en årlig stigning på op mod 620.000 udenlandske overnatninger og 1000 ekstra arbejdspladser frem mod år 2020.

Varde Kommune har blandt andet fået lov til at opføre 50 luksusferielejligheder samt en naturpromenade mellem Blåvand Strandpark og Hvidbjerg Strand.

- Det er en stor dag for Varde Kommune, siger borgmester Erik Buhl (V).

- I vores del af landet er turismen en nøgle til vækst, og med dette projekt kan vi nu tilbyde turisterne helt nye oplevelser.

Sønderborgs socialdemokratiske borgmester, Erik Lauritzen, ser frem til at opføre et ferieresort på Nordals:

- Dette her er en helt enorm anerkendelse af det potentiale, der ligger på Nordals, siger han.

Det er planen, at det nye resort skal bestå af en ny marina, et vandland, et hotel og "nye spændende muligheder" for campingturister.

- Vi vidste, at vi havde en fantastisk idé, et spændende og ambitiøst projekt og et stykke af Danmark, som rummer så enormt store muligheder, siger borgmester Erik Lauritzen.

Kommunen skal nu i gang med at finde en investor.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.