Jyske Bank øger overskuddet trods færre renteindtægter
Jyske Bank hæver bundlinjen, selv om banken tjener mindre på sine udlån. Boliglån er i vækst.
Jyske Bank med Anders Dam i spidsen øger resultatet i tredje kvartal i forhold til sidste år.
Jyske Bank med Anders Dam i spidsen øger resultatet i tredje kvartal i forhold til sidste år. Foto: Lars Sundsh¿j/Free


Det er sværere at drive bank, når renterne er så lave, som det er tilfældet nu.

Alligevel er det lykkedes for Jyske Bank at forbedre sit overskud før skat i tredje kvartal i år til 901 millioner kroner.

Det er markant bedre end i samme periode sidste år, hvor det kun blev til et overskud på 326 millioner kroner.

De lave renter betyder, at nettorenteindtægterne er faldet en smule til knap 1,4 milliarder kroner, mens gebyrindtægterne er nogenlunde ens, når man sammenligner med tredje kvartal sidste år.

Takket være et positivt resultat på posten for kursreguleringer lykkedes det dog at hive periodens resultat efter skat op fra 250 millioner kroner til 721 millioner kroner.

Jyske Bank ser fortsat ud til at nyde godt af den utilfredshed, som de stigende bidragssatser hos en række realkreditselskaber har medført.

Banken ejer BRF Kredit, som har valgt ikke at følge trop med de andre selskaber, og det har tilsyneladende givet flere kunder.

Udlånet er øget med godt 30 milliarder kroner de seneste år, hvilket svarer nogenlunde til stigningen i realkreditudlån.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.