To gange mandag aften måtte brandvæsnet rykke ud til to nærmest identiske bilbrande i Jelling i Sydjylland. Brandene har skabt utryghed i lokalsamfundet, men nu har gerningsmanden, en 44-årig mand, tilstået. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Den 44-årige fortalte i retten, at han gennem lang tid havde følt sig nedtrykt og deprimeret. Og da han i slutningen af juni blev fritstillet fra sit job, flød bægeret over.
Mandag aften havde han drukket et par øl og noget Jägermeister, og gik en tur for at klare tankerne, forklarede den brødbetyngede mand. Han havde en stormlighter og nogle tændbreve i lommen, fordi han og familien ofte griller, forklarede han i retten. Da han i beruset og nedtrykt tilstand kom forbi to tilfældige biler, stak han ild til dem.
- Der gik en klap ned. Jeg var helt nede i kulkælderen. Det var et råb om hjælp, forklarede manden.
Dommeren kunne godt se, at manden ikke havde det godt psykisk, men valgte alligevel at varetægtsfængsle ham i 14 dage, fordi hun vurderede, at der var fare for at han begik nye lovovertrædelser.