Med et trylleslag er familien Søndergaard Nielsen blandt landets 50 mest velhavende personer og familier.
Den koldingensiske familie har på et år mere end tidoblet overskuddet efter skat.
Således kan Finans.dk konstatere, at familien efter salget af industrivirksomheden Sondex til Danfoss i 2016 havde et samlet overskud efter skat på næsten 1,2 milliarder kroner.
Familiens overhoved er den 75-årige Aage Søndergaard Nielsen, og han fortæller til Finans.dk, at hans to børn, Mikkel Søndergaard Nielsen og Louise Søndergaard Andersen, hver har fået godt en fjerdedel ud af salget til den verdensomspændende alsiske industrigigant.
I faderens selskab blev overskuddet på næsten 600 millioner kroner, mens børnene hver har indkasseret et overskud på knap 300 millioner kroner i 2016.
Hvad familien Søndergaard Nielsen fik for Sondex er en hemmelighed, men Frederik Aakard, partner i Oaklins, vurderer over for Finans.dk, at Sondex blev solgt for omkring 1,8 milliarder kroner.
Lang vej op til Lego
Landets rigeste anno 2016 var ubestridt Lego-familien Kirk Kristiansen. Ifølge Finans.dk er familien god for 181,2 milliarder kroner. Nummer to på listen er familien efter Mærsk Mc-Kinney Møller med 93,8 milliarder kroner.
Skype-stifteren Janus Friis er ifølge Finans.dk nummer 12 på listen med en formue på 10 milliarder kroner, mens Lars Larsen, ejer af Jysk, er nummer otte med 28,2 milliarder kroner.
Med familien Søndergaard Nielsens entré på top 50 er det enten Johan Schrøder, Radiometer, med en formue på 2,1 milliarder kroner, Terp-Nielsen, Abena, også med en formue på 2,1 milliarder kroner, eller boet efter Michael Henriksen, City Container, med to milliarder kroner i formue, som skubbes ud af listen.