Jysk direktør i værtshusslagsmål: Tidligere dømt for svindel
En vestjysk direktør slipper for at komme i fængsel, selv om han nu to gange er dømt for kriminalitet.
Direktøren var i byen efter et boksestævne, hvor firmaet havde været sponsor.
Direktøren var i byen efter et boksestævne, hvor firmaet havde været sponsor. Foto: Scanpix arkiv / Model


En vestjysk direktør slipper for at komme i fængsel, selv om han nu to gange er dømt for kriminalitet. Først fik han ti måneders betinget fængsel for svindel med sorte lønninger, moms og skat. Nu har han fået yderligere tre måneders betinget fængsel for vold, skriver Fagbladet 3F.

Betinget fængsel betyder, at en kriminel slipper for at komme bag tremmer, hvis han ikke begår nye ulovligheder. Det har den vestjyske direktør gjort.

Alligevel har retten i Holstebro bestemt, at også den nye straf skal være betinget. Det skyldes formentlig, at der er tale om to forskellige slags kriminalitet. Det siger Gorm Toftegaard Nielsen, der er professor i strafferet på Aarhus Universitet.

- Det er en usædvanlig sag. Men det er almindeligt, at domstolene ikke udløser en tidligere betinget dom, hvis der er tale om to forskellige typer kriminalitet, siger Gorm Toftegaard Nielsen.

Den vestjyske direktør er dømt for at snyde med skat og moms. Både retten i Holstebro og Vestre Landsret gav ham betinget fængselsstraf, millionbøde og samfundstjeneste for ulovlighederne.

Kort efter svindelsagen var afgjort i byretten, blev direktøren anholdt for vold efter et klammeri med dørmænd på et værtshus i Holstebro. Direktøren var i byen efter et boksestævne, hvor firmaet havde været sponsor.

Direktøren har anket voldsdommen til Landsretten.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.