Jysk byggeplads tilbyder håndværkere gratis tur på briksen
Gigantbyggeplads i Århus er det første byggeri, der tilbyder håndværkerne massage. Men tendensen vil brede sig til andre byggepladser, lyder det fra PensionDanmark
Tømrer Dan Beck får gratis behandlet smerter i lænden. Det er perfekt at kunne lægge sømpistolen på byggepladsen og få minutter efter være under behandling, fortæller Dan Beck.
Tømrer Dan Beck får gratis behandlet smerter i lænden. Det er perfekt at kunne lægge sømpistolen på byggepladsen og få minutter efter være under behandling, fortæller Dan Beck. Iver Houmark Andersen


Når tømrer Dan Beck får ondt i nakken, går han over byggepladsen og hen til en barak. Her i en klinik går kyndige hænder til angreb på smerterne, så han bedre kan klare arbejdet med den tunge sømpistol. Med på vejen får han også lidt ’lektier’ i form af nogle øvelser.

”Det er perfekt at kunne gå lige fra arbejdet af og så herover, hvor man kan blive strakt ud og få forskellige tricks og øvelser,” fortæller Dan Beck.

Han går sammen med cirka 900 andre håndværkere og bygger på et nyt supersygehus i udkanten af Aarhus. Byggepladsen er den første nogensinde, hvor håndværkere på pladsen har en klinik, hvor de kan få løst op for muskelknuder og bugt med rygsmerter. Det passer håndværkerne godt, for når man er på akkord er tiden dyrbar:

”Hvis jeg skulle ind til byen for at få behandling, ville der hurtigt gå to timer med det. Så ville jeg nok i stedet bide smerten i mig eller tage en Ipren, medmindre det var meget slemt,” siger Dan Beck.

Gratis behandling

I 2013 var Dan Beck i behandling ti gange, og i år har han indtil videre to gange måtte lægge vejen omkring klinikken. Ingen af gangene har han haft Dankortet fremme, for behandlingerne er gratis. De er en del af PensionDanmarks sundhedsordning, som Dan Beck fast betaler 30 kroner for om måneden.

”De her 30 kroner om måneden er givet godt ud. Det er jo småpenge, som ikke fylder noget i det samlede budget,” siger Dan Beck.

Behandlingerne på pladsen giver kræfter til at klare jobbet længere. Det vurderer den 37-årige tømrer, der ser så stærk ud som en dørmand.

”Vi skal jo holde mange flere år på arbejdsmarkedet, og der tror jeg, at klinikken her gør en forskel,” siger Dan Beck og uddyber:

”Man slipper for nogle skavanker og tager noget i opløbet. Det er godt lige at komme her og blive mindet om for eksempel at gå ned i knæene, når man skal løfte noget tungt.”

Ingen olie og stearinlys

De fleste vil gerne gratis have æltet ømme muskler godt igennem. Men det er ikke for sjov skyld, Dan Beck opsøger klinikken.

”Det er ikke for hyggens skyld, men for helbredets jeg kommer her. Fysioterapeuten er nogle gange så hård ved mig, at jeg har hovedpine, når jeg går herfra. Heldigvis ved jeg jo, at det hjælper,” siger Dan Beck.

At der på ingen måde er tale om hygge-massage, bekræfter massør og fysioterapeut Christian J. Engvad Madsen.

”Det er ikke wellness, det her. Vi er nogle gange inde og tage godt fat, så det gør ondt. Der er meget langt til stearinlys og duftende olier her,” siger Christian J. Engvad Madsen.

Der er da heller ikke hverken blid musik eller dæmpet belysning på klinikken. Tværtimod er der byggelarm i baggrunden, og væggene i barakken er klinik-kridhvide.

Sygdom tages i opløbet

Fysioterapeuten fortæller, at sundhedscentret – som klinikken officielt hedder – tager mange sygdomme i opløbet.

”Det er meget nemt for håndværkerne at komme her, og derfor kommer de hurtigere i gang med behandling, end de ellers ville gøre. I andre sundhedscentre ser vi ofte først håndværkerne, når de har sygemeldt sig,” fortæller Christian J. Engvad Madsen.

Ved at være på byggepladsen kan han også bedre arbejde med forebyggelse.

”Det sker, at jeg lige går med en håndværker over til det sted, hvor han arbejder. Så prøver vi i fællesskab at finde ud af, om vi kan finde en smartere måde at arbejde på og på den måde forebygge skader,” siger Christian J. Engvad Madsen.

Flere håndværkere får tilbuddet

Det er PensionDanmark, der betaler for klinikken på byggepladsen. Og pensions-selskabets direktør, Torben Möger Pedersen, er sikker på, at tilbuddet er en god idé.

”Det enkelte medlem slipper af med smerter og kan bedre passe sit arbejde. Sundhedscentret er med til nedbringe sygefraværet og forebygge alvorlige skader,” siger Torben Möger Pedersen.

Han er så glad for klinikken på pladsen i Aarhus, at han stiller lignende klinikker i udsigt ved kommende store byggerier.

”Vi forventer, at centeret i Aarhus bliver model for, hvordan vi kan oprette tilsvarende midlertidige sundhedscentre, mens store byggerier foregår. Det kan for eksempel blive på Femern-forbindelsen,”siger Torben Möger Pedersen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.