Jysk borgmester: Nej tak til lufthavn
Efter samtaler med sine kolleger er Skanderborgs borgmester sikker på, at kommunen ikke skal have en lufthavn.
En ny analyse viser, at hvis Aarhus-området efter årtiers diskussioner skal have en ny lufthavn, så vil den ligge bedst i Flensted ved Låsby i Skanderborg Kommune. Arkivfoto.
En ny analyse viser, at hvis Aarhus-området efter årtiers diskussioner skal have en ny lufthavn, så vil den ligge bedst i Flensted ved Låsby i Skanderborg Kommune. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Det bliver ikke i Skanderborg Kommune, at en ny lufthavn i Aarhus-området skal ligge, konstaterer kommunens borgmester, Jørgen Gaarde (S).

Det sker, efter offentliggørelsen af en analyse foretaget på bestilling af byrådet i Aarhus.

Den viser, at hvis Aarhus-området efter årtiers diskussioner skal have en ny lufthavn, så vil den ligge bedst i Flensted ved Låsby i Skanderborg Kommune.

- Nu fik vi fremlagt rapporten mandag, og efterfølgende har jeg haft politiske sonderinger. Det er faldet ud til, at der ikke kan skabes et solidt flertal for at arbejde videre med disse planer, siger Jørgen Gaarde til Ritzau.

Ifølge analysen vil en eventuel lufthavn koste to milliarder kroner og tidligst stå færdig i 2025.

- Det er så stort og indgribende et spørgsmål, at det kræver et solidt politisk flertal, fordi det i givet fald vil være et analysearbejde, der strækker sig langt hen over den 10-årige periode, siger Jørgen Gaarde.

Borgmesteren i Skanderborg Kommune fortæller, at han onsdag 27. maj vil bringe spørgsmålet op til endelig afklaring i byrådet med en anbefaling om, at der ikke arbejdes videre med placeringsmuligheder i kommunen.

Analysen, der er foretaget af rådgivningsfirmaet Grontmij, har beregnet, at en ny lufthavn i Jylland vil kunne tiltrække mellem 850.000 og en million rejsende i løbet af de første tre år.

I forvejen ligger der en Aarhus Lufthavn i Tirstrup på Djursland, mere end 35 kilometer nordvest for Aarhus. Den har dog i årevis tabt terræn til konkurrenterne i Billund og Aalborg.

Det ventes, at Aarhus Lufthavn for første gang i nyere tid risikerer at lande på under 400.000 passagerer i år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.