Jyder betaler prisen for terrorberedskabet i København
Mindre sager bliver nedprioriteret, når jyske politibetjente bliver sendt til København, siger politichefer.
Når jyske betjente bliver sendt til København for at hjælpe efter terroberedskab, så kan borgerne forvente længere sagsbehandlingstider, mindre sager vil hobe sig op.
Når jyske betjente bliver sendt til København for at hjælpe efter terroberedskab, så kan borgerne forvente længere sagsbehandlingstider, mindre sager vil hobe sig op. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


De jyske borgere kan se frem til længere sagsbehandlingstider hos politiet, fordi politikredsene i Jylland må sende en række betjente til København som led i terrorberedskabet.

Sådan lyder det fra Øst- og Nordjyllands Politi.

For når hver politikreds skal bidrage med cirka 1200 mandetimer om ugen, skal der prioriteres, og det vil først fremmest betyde, at borgere med "små sager" hos politiet må væbne sig med tålmodighed, siger chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi Bent Preben Nielsen.

-Timerne kommer jo til at mangle i politikredsen, og det betyder selvfølgelig, at der er noget, vi bliver nødt til at prioritere væk.

- Vi ophober nogle sager på hylderne. For vi prioriterer at komme, når borgerne har brug for os, og derfor holder vi fast i vores nuværende patruljeberedskab.

Hvad er det for nogle sager, der kommer til at hobe sig op på hylderne?

- Det bliver de sager, der er mindre vigtige - selvom alle sager for borgerne selvfølgelige er vigtige - så vil det være de mindre økonomiske sager og små databedragerisager.

- Men det vil være en konkret vurdering af hver enkelt sag. Hvor længe vi kan blive ved med det, må tiden vise. For selvfølgelig er det en belastning, siger Bent Preben Nielsen, som påpeger, at Danmark de seneste år har været i en ekstraordinær situation.

- Vi har haft Cop 15, terrorangrebet og nu flygtningesituationen, og det tærer jo alt sammen. Men det er en del af de vilkår, der er ved at have et fælles politikorps. Når der er brug for det, så hjælper vi hinanden.

Der er ingen tvivl om, at det får en betydning for både borgerne og politibetjentene, siger også politiinspektør i Nordjyllands Politi Marianne Vestergaard-Lau.

- Vi må prioritere skarpt, og vi prioriterer først og fremmest patruljevognene. Så må vi give lidt los på sagsbehandlingstiderne og udsætte nogle indsatser.

- Det betyder, at sager, der normalt bliver behandlet på fem dage, nu vil tage seks eller syv dage. Vi må prioritere, så vi ikke slider vores folk ned. Når vi sender vores folk ud af kredsen, så kommer det til at få betydning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.