Jydeklub har overskud for 9. gang i træk
Håndboldklubben BSV har sorte tal på bundlinjen på trods af skuffende resultater i sidste sæson.
BSVs Dennis Kirkegaard og Michael V. Knudsen.
BSVs Dennis Kirkegaard og Michael V. Knudsen. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Selv om resultaterne i sidste sæson lod noget tilbage at ønske, kan håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg trods alt glæde sig over, at der er styr på bundlinjen.

Klubben har onsdag offentliggjort regnskabet for sæsonen 2013-14, og det viser et overskud på 64.867 - ikke et stort beløb, men det er bemærkelsesværdigt, at det er niende år i træk, at BSV leverer sorte tal.

- For at være helt ærlig så var der rigtig mange ting, der ikke gik, som de skulle i sidste sæson, og det har betydet en del ekstra udgifter, beretter administrerende direktør Frank Lajer i en pressemeddelelse.

- Men ved hjælp af en generel påholdenhed på omkostningssiden igennem hele sæsonen og en unik opbakning i en svær sæson fra de omkring 500 firmaer, der er en del af Bjerringbro-Silkeborgs forskellige erhvervsnetværk, ser tallene faktisk o.k. ud, siger han.

Den ambitiøse klub sluttede sidste sæson på syvendepladsen i Herre Håndbold Ligaen.

Efter de seneste års overskud har BSV nu oparbejdet en egenkapital på omkring fire millioner kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.