Juventus vil bruge choknederlag positivt
Lørdag led Juventus et højst overraskende nederlag til Parma i Serie A. Den lærestreg skal bruges mod Monaco.
Det overraskende nederlag til Parma i Serie A skal vendes til noget positivt, når Juventus møder Monaco i CL-kvartfinale tirsdag.
Det overraskende nederlag til Parma i Serie A skal vendes til noget positivt, når Juventus møder Monaco i CL-kvartfinale tirsdag. Foto: Marco Vasini/AP


Juventus har været aldeles suveræne i årets Serie A, men lørdag løb det zebrastribede førerhold ind i et sensationelt 0-1-nederlag mod bundproppen Parma, der ud over nedrykning også kæmper mod en truende konkurs.

Det var Juventus' blot andet nederlag i ligaen i år, og det kommer som optakt til den vigtige Champions League-kvartfinale hjemme mod AS Monaco tirsdag.

Men selvom nederlaget ikke bekom Juventus-træner Massimiliano Allegri vel, tror han på, det kan bruges positivt.

- Jeg håber, at dette nederlag vil være godt for os, og jeg er sikker på, at vi vil se et forandret Juventus-hold tirsdag, siger Allegri ifølge AFP.

Han håber, at holdet har lært af den sløje præstation mod Parma, og at de nu vil glemme kampen, så de kan fokusere på mødet med Monaco.

- Vi skal glemme den kamp (mod Parma, red.) nu. Det ville være dumt at lade sådan et nederlag komme i vejen for vores Champions League-drøm, siger Juventus-træneren.

Det italienske storhold har været hårdt ramt af skader på det seneste, og i udekampen mod Parma havde målmand Gianluigi Buffon og angriber Carlos Tévez indskrevet sig på listen over ukampdygtige spillere.

Den talte i forvejen profilerne Paul Pogba, Andrea Pirlo og Andrea Barzagli, men flere ventes klar til kampen tirsdag.

Både Tévez og Buffon regnes for sikre startere til kampen, hvor strategen Pirlo sandsynligvis vil være på bænken efter sin skade.

Trods nederlaget til Parma har Juventus fortsat sikker kurs mod Serie A-titlen. Holdet har et forspring på 12 point ned til Lazio på andenpladsen. Der resterer otte runder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.