Juventus overvinder chokstart og bryder elendig stime
Juventus hentede en tiltrængt sejr over Bologna i Serie A, hvor AC Milan fik store klø af Napoli.
Alvaro Morata scorede til 1-1, da Juventus slog Bologna.
Alvaro Morata scorede til 1-1, da Juventus slog Bologna. Foto: Massimo Pinca/AP


Den forsvarende italienske mester, Juventus, tog søndag et skridt tilbage mod toppen efter en forfærdelig sæsonstart.

Hjemme på Juventus Stadium i Torino blev Bologna slået med 3-1.

Alligevel nåede Juventus, der allerede har tabt tre gange i denne sæson, at få sig en forskrækkelse, da Anthony Mounier efter fem minutter bragte udeholdet foran.

Men efter en halv time skabte Alvaro Morata balance til 1-1, inden Paulo Dybala otte minutter efter pausen sendte Juventus foran på et straffespark.

Midtvejs i anden halvleg konsoliderede Sami Khedira sejren til 3-1.

Tidligere søndag måtte topholdet Inter nøjes med 1-1 på udebane mod Sampdoria. Milano-klubben var endda på vej mod sæsonens andet nederlag, da Luis Muriel bragte hjemmeholdet på 1-0 kort efter pausen.

Men Ivan Perisic sørgede med sin udligning et kvarter før tid for, at Inter fik et point med hjem og nu har 16 point for syv kampe.

Det er to færre end Fiorentina, der hjemme vandt en sikker 3-0-sejr over Atalanta.

Josip Ilicic og Borja Valero bragte holdet fra Firenze to mål foran inden pausen, inden Joan Verdu i kampens sidste minut øgede til 3-0.

Søndag aften kom AC Milan ud for noget af en ydmygelse, da holdet hjemme tabte med hele 4-0 til Napoli.

Lorenzo Insigne lavede to af gæsternes mål mod milaneserne, der har tabt fire af de første syv kampe i Serie A.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.