Juventus mister sejrsrekord
Juventus fik kun uafgjort 1-1 hjemme mod Sampdoria søndag. Dermed stoppede en stime med 25 hjemmesejre i træk.
Juventus' Alvaro Morata kæmper med Sampdorias Fabrizio Cacciatore om bolden i det uafgjorte opgør.
Juventus' Alvaro Morata kæmper med Sampdorias Fabrizio Cacciatore om bolden i det uafgjorte opgør. Foto: Massimo Pinca/AP


Førerholdet Juventus fik kun 1-1 hjemme mod Sampdoria og kunne dermed ikke leve op til favoritværdigheden i Serie A-kampen mod Sampdoria tidligt søndag eftermiddag.

Gæsterne fra Sampdoria bød ikke Juventus-spillerne ret meget op til dans i første halvleg, men ligaens nummer fem fik samlet sig sammen i anden halvleg og sikrede et enkelt point.

Med det resultat satte Sampdoria punktum for Juventus' imponerende stime på 25 sejre i træk på hjemmebane i Serie A.

Juventus kom ganske vist foran 1-0 på en fin hovedstødsscoring af Patrice Evra efter kun 12 minutters spil.

Scoringen kom efter et hjørnespark, hvor Claudio Marchisio fandt Evra inde foran Sampdorias mål.

Legenden Andrea Pirlo indledte kampen på bænken, men de regerende italienske mestre kan altså også score efter dødbolde uden ham.

Sampdoria kom bedre i gang med anden halvleg, men vurderet ud fra første halvleg, var det næppe helt fortjent, at Manolo Gabbiadini udlignede kun godt fem minutter efter, at han var kommet på banen i pausen.

Gabbiadini afløste Nenad Krsticic i pausen, og det skulle vise sig at være en god beslutning.

Juventus, som midt i ugen med nød og næppe spillede sig videre i Champions League i kraft af 0-0 mod Atlético Madrid, fører stadig Serie A. Nu med 36 point for 15 kampe.

Men Roma kan rykke inden for kun et points afstand, hvis holdet senere søndag tager tre point hjemme mod nummer fire i Serie A, Genoa.

Omvendt kan gæsterne fra Genoa spille sig op på tredjepladsen med mindst uafgjort.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.