Juventus-krumtap kan gå glip af CL-finalen
Giorgio Chiellini forlod onsdag Juventus' træning med en skade, der nu truer hans finaledeltagelse.
Chiellini, som Suarez bed under VM-slutrunden i 2014, måtte onsdag udgå af italienernes træning forud for finalen, og han meldes nu tvivlsom til opgøret.
Chiellini, som Suarez bed under VM-slutrunden i 2014, måtte onsdag udgå af italienernes træning forud for finalen, og han meldes nu tvivlsom til opgøret. Foto: Riccardo De Luca/AP


Et af de store samtaleemner op til lørdagens Champions League-finale mellem Juventus og FC Barcelona har været mødet mellem Luis Suarez og to af hans tidligere "ofre", Patrice Evra og Giorgio Chiellini.

Men nu kan duellen med sidstnævnte blive aflyst.

Chiellini, som Suarez bed under VM-slutrunden i 2014, måtte onsdag udgå af italienernes træning forud for finalen, og han meldes nu tvivlsom til opgøret.

- Chiellini skal igennem nogle undersøgelser, efter at han har pådraget sig en skade under onsdagens træning, skriver det europæiske fodboldforbund (Uefa) på Twitter.

Det er en skade i venstre læg, som volder forsvarskrumtappen problemer.

Patrice Evra skulle derimod være klar til kamp og dermed et nyt møde med Luis Suarez. Da de spillede i henholdsvis Manchester United og Liverpool, blev Suarez dømt for racisme rettet mod Evra i en kamp mellem de to klubber.

Sammenstødet med Evra kostede Suarez otte spilledages karantæne og en bøde på godt 350.000 kroner, mens hans tandsæt i Chiellinis skulder ved VM resulterede i fire måneders karantæne fra al fodbold.

Champions League-finalen spilles lørdag i Berlin.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.