Juventus kører Udinese over og tager tiende sejr i træk
Formstærke Juventus er nu oppe på andenpladsen i Serie A efter en suveræn udesejr over Udinese.
Topscorer Paulo Dybala viste igen sin farlighed, da Juventus vandt 4-0 over Udinese.
Topscorer Paulo Dybala viste igen sin farlighed, da Juventus vandt 4-0 over Udinese. Foto: Paolo Giovannini/AP


Efter en sløj start på sæsonen har Juventus i de seneste måneder fundet tilbage til den form, der i sidste sæson sikrede klubben såvel det italienske mesterskab som en plads i Champions League-finalen.

Massimiliano Allegris tropper understregede holdets aktuelle styrke søndag eftermiddag ved på udebane at skære Udinese midt over med 4-0 i en kamp, der reelt var afgjort efter en halv halvleg.

Med sejren rykker Juventus op på andenpladsen i Serie A efter Inters uafgjorte kamp mod Atalanta lørdag. Juventus er to point efter førende Napoli.

Det var den argentinske topscorer Paulo Dybala, der bragte gæsterne fra Torino foran 1-0 på Stadio Friuli, da han efter et kvarters spil drejede et frispark op i målhjørnet bag Udineses græske keeper Orestis Karnezis.

Bare tre minutters senere forsømte hjemmeholdets forsvar at få ekspederet bolden af vejen efter et hjørnespark, og så kunne Dybala heade bolden på tværs af feltet til Sami Khedira, der var spejlblank ved bageste stolpe.

Kort efter gik det helt galt for Udinese, da stopperen Danilo hægtede en helt fri Mario Mandzukic. Det resulterede i rødt kort og straffespark, som Dybala udnyttede til at øge til 3-0.

Derfra handlede det for Udinese kun om at sætte en prop i den gennemhullede defensiv og undgå, at kampen udviklede sig til en farce foran eget publikum.

Men allerede før pausen kunne Alex Sandro lave Juventus' fjerde mål på et velplaceret skud fra venstre side af straffesparksfeltet.

Til Udineses held tog gæsterne den med ro efter pausen, så hjemmeholdet slap fra en trist eftermiddag med et 0-4-nederlag.

I Rom fik Luciano Spalletti et skuffende comeback på Romas trænerbænk, efter at han tidligere på ugen havde afløst fyrede Rudi Garcia.

Roma måtte nøjes med 1-1 mod ligaens bundskraber, Verona, der er uden sejr i sæsonens første 20 kampe. Dermed er romerne nu ni point efter Napoli og syv efter Juventus i tabellen.

Netop Juventus og Roma mødes i næste søndags storkamp i Torino.

I søndagens sene kamp vandt AC Milan 2-0 hjemme over Fiorentina, der dermed mistede terræn i toppen. Klubben er nummer fire med et minus på seks point til Napoli.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.