Juventus henter verdensmester i Real Madrid
Den tabende Champions League-finalist, Juventus, har skrevet kontrakt med Real Madrids Sami Khedira.
Fra næste sæson skal Real madris Sami Khedira hjælpe Juventus med at vinde Champions League. Her ses han netop i kamp mod Barcelona.
Fra næste sæson skal Real madris Sami Khedira hjælpe Juventus med at vinde Champions League. Her ses han netop i kamp mod Barcelona. Foto: Andres Kudacki/AP


Det har længe været kendt, at den tyske verdensmester Sami Khedira ville forlade Real Madrid ved kontraktudløb denne sommer, og nu har Khedira så fundet sin nye klub.

Det bliver de italienske mestre og Champions League-finalister fra Juventus, som får glæde af midtbanespilleren fremover.

Juventus oplyser tirsdag på klubbens hjemmeside, at man har indgået en fireårig kontrakt med den 28-årige tysker.

Sami Khedira var sidste sommer med til at sikre Tyskland VM-titlen, men efter landsmanden Toni Kroos' ankomst i Madrid efterfølgende har det været sparsomt med spilletid til den nye Juventus-spiller.

Han nåede fem sæsoner og 161 kampe i den spanske hovedstad, hvor højdepunktet kom sidste år, da Real Madrid vandt Champions League-trofæet. Og kort efter blev Khedira som bekendt også verdensmester.

Khedira har tidligere spillet fire sæsoner i Stuttgart, inden turen gik til Real Madrid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.